Dommer fængsler 23-årig efter større slagsmål i Aarhus

En 23-årig mand er søndag i et tre timer langt grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et større slagsmål foran Aarhus Banegård lørdag eftermiddag.

- Han nægter sig skyldig. Mere kan jeg ikke oplyse, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, siger mandens forsvarer, Berit Ernst.

Manden, der er sigtet for grov vold, kærede dog ikke fængslingen til Vestre Landsret.

Politiet rykkede talstærkt ud og afspærrede området foran Aarhus Banegård, da et større slagsmål brød ud.

- Vi bliver tilkaldt til et slagsmål klokken 14.54. Det er en gruppe på syv til otte personer, hvoraf de fleste er kendt af os i forvejen, der er oppe at toppes, sagde vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi lørdag eftermiddag.

Flere af de involverede fik mindre skader - blandt andet snitsår - i forbindelse med slagsmålet, men ingen skulle være kommet alvorligt til skade.

I alt fem personer blev anholdt, men de fire blev løsladt af politiet uden at blive fremstillet i grundlovsforhør.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV