Dommer fængsler seks mænd i sag om bestikkelse

I en sag om påstået bestikkelse har en dommer i Retten i Nykøbing Falster tidligt onsdag morgen fængslet seks mænd, heriblandt en ansat i Rigspolitiet.

I alt 13 personer blev tidligt tirsdag morgen anholdt i en storstilet aktion, som blev udført af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Bagmandspolitiet i forening.

Seks af dem blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør i den omfattende sag om bestikkelse, og dommeren har altså valgt at varetægtsfængsle dem alle.

Retsmødet begyndte klokken 14.

Offentligheden har ikke fået indblik i, hvad de seks har forklaret i grundlovsforhøret, eller hvad politiet bygger mistanken på, for dommeren besluttede at lukke dørene til retsmødet af hensyn til politiets mulighed for at opklare sagen.

Tre af de fængslede mænd er fra it-branchen og sigtes for at have ydet bestikkelse til offentligt ansatte i Rigspolitiet, Kriminalforsorgen og Region Sjælland.

Politiets påstand er, at den usædvanlige kriminalitet er sket gennem otte år.

Angiveligt blev der af medarbejdere i to it-firmaer stillet mindst en million kroner til rådighed for de offentligt ansatte.

De sigtede nægter sig skyldige.

/ritzau/

Dagens Gossip