Dommer godkender tiltalen i nordjysk svindelsag

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

I en større svindelsag har en forretningsmand mandag fået en lang næse af Retten i Aalborg.

Via sine to forsvarere havde han krævet, at anklageskriftet om momssvig for flere millioner skulle afvises. Men det ønske har en dommer afvist at følge.

Også forsvarernes krav om, at EU-Domstolen skal på banen i sagen og forelægges spørgsmål, er blevet afvist.

Forretningsmanden er anklaget for at have snydt statskassen for 7,5 millioner kroner i moms.

Han nægter sig skyldig, og hans forsvarere, advokaterne Karoly Németh og Lars Henriksen, har ment, at anklageskriftet var så upræcist, at det skulle falde.

Handlingerne ligger langt tilbage i tiden. De påståede forbrydelser skal være sket fra 2007 og frem til sommeren 2010.

Betjente drog ud for at foretage ransagninger i november 2011. På flere forskellige adresser samlede ordensmagten dokumenter. Både i Jylland, på Fyn og i Nordsjælland var betjentene i sving.

Sagen har været meget længe undervejs hos myndighederne. Først i november 2014 besluttede anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi at rejse tiltale.

Hvornår retten kommer til at tage stilling til tiltalen, er mandag uvist.

Tidligere har retten i øvrigt besluttet at beskytte forretningsmanden med et navneforbud. Dommeren har afvist en begæring fra en journalist om at ophæve det.

/ritzau/