Dommer-konflikten optrappes nu af DBU

Konflikten mellem Dansk Fodbolddommer-Union (DFU) og Dansk Boldspil-Union (DBU) optrappes, efter at alle danske breddekampe er i akut fare for at mangle dommere.

Nu melder DBU ud på sin hjemmeside, at de danske breddedommere, som DFU har varslet vil lægge fløjten med omgående virkning, kan melde sig ind under DBU's faner med et simpelt klik:

- De omkring 3000 dommere, som hidtil har dømt kampene i det danske fodboldforbunds turneringer, er stort set kun et enkelt klik på DBU's og lokalunionernes hjemmesider fra at være klar til at dømme igen til turneringsstarten.

De danske breddedommere har frem til nu dømt træningskampe rundt om i landet, men det meddelte DFU var slut fra og med mandag aften.

DFU har besluttet at trække alle breddedommere, fordi DBU har opsagt samarbejdsaftalen med fodbolddommerunionen på grund af uenighed mellem de to parter.

DBU ønsker at klare sig uden DFU i fremtiden og selv sørge for dommere til breddekampe. Det skal ske til 207 kroner per kamp i 2013.

- Denne sats vil fremover årligt blive reguleret efter Danmarks Statistiks indeks for lønudviklingen i det private, indtil det til enhver tid gældende skatteloft rammes, oplyser DBU.

- Tilbuddet om direkte tilmelding til DBU og lokalunionerne gælder alle landets breddedommere, lyder det endvidere fra DBU.

Indtil videre vil uenighederne ikke gå ud over kampene i divisionerne og i Superligaen.

- Dommerne indrangeret i Superligaen, NordicBet Ligaen og 2. division samt kvindernes 3F Liga og 1. division fortsætter på baggrund af de vilkår, der er gældende i de netop genforhandlede honoraraftaler for disse rækker, skriver DBU.

/ritzau/

 

Dagens Gossip