Dommer løslader drabstiltalt kvinde

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

En 54-årig kvinde, der er tiltalt i en sag om mordbrand, blev torsdag løsladt, da hun blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

Branden i Skive i august 2012 kostede kvindens kæreste livet, og politiet har fra starten arbejdet ud fra, at branden var påsat.

Et par måneder efter branden blev kvinden anholdt og sigtet for mordbrand, men beviserne kunne dengang ikke holde til, at hun blev varetægtsfængslet. Derfor blev hun sat på fri fod igen.

Politiet opretholdt dog sigtelsen, og efter at have vurderet nye tekniske beviser i sagen har anklagemyndigheden besluttet, at der er grundlag for at rejse tiltale mod kvinden.

Derfor blev hun anholdt igen, og torsdag blev hun fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling. Kravet blev begrundet med "hensynet til retshåndhævelsen" som det hedder i retsplejeloven.

En varetægtsfængsling efter denne bestemmelse kræver dog, at retten finder, at der er "særlig bestyrket mistanke" om at personen er skyldig i anklagen.

- Og dommeren fandt ikke, at der var særlig bestyrket mistanke i denne sag, siger senioranklager Jens Severinsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

- Det skyldes, at kvinden ikke blev nærmere undersøgt umiddelbart efter branden. Som jeg forstår det, blev hun ikke undersøgt for spor efter brandbare væsker, fortsætter han.

Det var en nabo, der slog alarm, da flammerne en tidlig lørdag morgen stod ud af taget på en villa på Porshøjvej i Skive. Branden raserede villaens førstesal, hvor brandvæsnet fandt kæresten - den 68-årige Hans Svenning Larsen - død på et toilet.

Veninden, der var på besøg, reddede sig ud af det brændende hus ved at springe ud fra førstesalen.

Kvinden har hele tiden nægtet at have påsat branden.

Anklagemyndigheden kærede ikke umiddelbart løsladelsen til landsretten.

- Vi tog forbehold for at kære. Det betyder, at vi nu har to uger til at beslutte, om det skal ske, siger Jens Severinsen.

/ritzau/