Dommer: Nani skulle ud, punktum

Dommeren Cüneyt Cakir, der sendte Manchester Uniteds Nani fra banen med et rødt kort under tirsdagens 1/8-finale i Champions League mod Real Madrid, holder fast i sin afgørelse.

Kendelsen fra Cüneyt Cakir, der var med til at vende Uniteds 1-0-føring til en 2-1-sejr til de spanske gæster, har ellers været voldsomt diskuteret og kritiseret siden tirsdagens opgør, der endte med Champions League-exit til United.

- Jeg har det fint, og jeg er ikke i tvivl om min beslutning, siger den tyrkiske dommer til den spanske sportsavis AS.

- Det røde kort til Nani var korrekt. Verden vil anerkende det med tiden, siger Cakir.

Efter Uniteds exit, var manager Alex Ferguson, der ellers ikke plejer at være bleg for at komme med kritik af spillere såvel som dommere, for oprevet til selv at møde pressen.

Derfor var det klubbens assistenttræner, Mike Phelan, der efterfølgende blev sendt ud til de ventende journalister.

- Jeg synes, at der meget sigende, at jeg sidder her og taler i stedet for manageren for denne fantastiske fodboldklub, lød det fra Mike Phelan.

Det røde kort til Nani kom, efter at portugiseren med et højt løftet ben og med knopperne forrest nedlagde Real Madrids Alvaro Arbeloa.

Kritikken har dog siden lydt på, at episoden var uforsætlig, da portugiseren havde øjnene på bolden og ikke på modstanderen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip