Dommere anbefaler opløsning af Broderskabets parti

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Et panel af egyptiske dommere anbefaler, at Det Muslimske Broderskabs politiske parti Friheds- og Retfærdighedspartiet opløses.

De ikke-bindende anbefalinger falder tre måneder før, at en domstol skal fælde dom over, om det islamistiske parti skal forbydes for dets tilknytning til broderskabet og en overtrædelse af forbuddet mod at danne religiøse partier.

Domstolen skal ved en høring 15. februar næste år tage stilling til anbefalingerne, skriver det nationale nyhedsbureau Mena.

Partiet vandt valget under den nu afsatte præsident Mohamed Mursis ledelse i juni 2012, men det er siden blevet decimeret.

Flere end 2000 islamister, deriblandt medlemmer af partiet, er blevet anholdt siden sommeren, efter at Mohamed Mursi blev væltet fra præsidentposten 3. juli.

En anden domstol har allerede udstedt et midlertidigt forbud mod Det Muslimske Broderskabs aktiviteter og besluttet at indefryse alle dets aktiver.

Mange fra ledelsen, deriblandt Mursi, sidder fængslet og afventer domme. Andre er allerede dømt.

De er blandt andet tiltalt - eller dømt - for at opildne og medvirke til drab under demonstrationer i Kairo.

/ritzau/AFP