Dommere retter slag mod politiets favorit-advokat

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

Politifolk må ikke længere bruge deres foretrukne advokat i de straffesager, hvor flere betjente er under mistanke.

Vestre Landsret har i tre kendelser bestemt, at den samme advokat ikke kan repræsentere flere politifolk i samme sag. Det skyldes risikoen for interessekonflikt.

Afgørelserne er et hårdt slag mod advokat Torben Koch. Han har oparbejdet en stor rutine i at repræsentere politifolk, når de beskyldes for at have begået strafbare forhold.

Gennem en årrække har Torben Koch forsvaret næsten samtlige politifolk, der har været stillet for retten.

Årsagen til, at Torben Koch nu delvist mister fodfæstet, er anklagemyndighedens aktion sidste år mod tilfælde med straffesager med flere tiltalte.

Her forsøgte anklagere i en række straffesager at få vippet forsvarere af pinden i de tilfælde, hvor flere advokater fra samme kontor repræsenterede forskellige tiltalte i samme sag.

Angrebet har været begrundet med, at der kan opstå interessekonflikter - og særligt i sager om bandekriminalitet kan man risikere, at den lavest rangerende i en gruppe ikke får et lige så godt forsvar som høvdingen, hvis forsvarerne kommer fra samme kontor.

I Højesteret har dommerne nikket til indgrebet, og med de tre nye afgørelser fra Vestre Landsret er det nu også udbredt til sager, hvor politifolk er under mistanke.

I foråret kritiserede Torben Koch i kontante vendinger Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) for at overtage princippet.

- Det svarer til, at en hjertepatient ikke må få behandling af en hjertespecialist på Riget, men må nøjes med en sygekasselæge fra Hjørring, sagde Koch til Ritzau.

- Det er en absurd juridisk situation, sagde han.

- Mener man for alvor, at uskyldige politifolk, der er i tjeneste, og som har handlepligt, skal sidestilles med dybt kriminelle bandemedlemmer, der nægter at udtale sig?

Hos DUP siger direktør Kirsten Dyrman:

- Det er ikke mere absurd, end at både byret og landsret nu har sagt, at de principper, som skal bruges i andre straffesager, også gælder i disse sager.

Samtlige sager behandles af Retten i Aarhus. Det skyldes, at det er denne domstol, der beskikker advokater til at repræsentere indklagede politifolk. DUP har adresse i Aarhus.

/ritzau/