Domstol afviser landmænds gødningskrav

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Det lykkedes ikke foreningen Bæredygtigt Landbrug at overbevise Vestre Landsret om, at foreningens retssag om de danske gødningsregler skal have opsættende virkning.

Bæredygtigt Landbrug mener, at Danmark er for ambitiøs i gennemførelsen af EU's direktiv om nitrat, der skal beskytte grundvandet mod forurening fra landbruget.

I et søgsmål mod Fødevareministeriet havde foreningen krævet, at reglerne for landmændenes udkørsel af gødning på markerne skulle stilles i bero, indtil sagen er endeligt afgjort ved domstolene. Men det lykkedes altså ikke, oplyser direktør Bjarne Nigaard.

- Det var ærgerligt. Vi gjorde, hvad vi kunne, men man skal huske, at dette kun er første omgang af kampen. Og vi er hverken knockoutet eller har kastet handskerne, siger Bjarne Nigaard til Ritzau.

/ritzau/