Domstol: Barcelona skal betale 350 millioner tilbage

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

Det er nogle heftige millionbeløb, som den catalonske storklub FC Barcelona i disse dage bliver dømt til at betale.

Tirsdag beretter det lokale medie Sport om, at Barcelona i en gammel sag om et salg af jord skal betale 47 millioner euro tilbage. Det svarer i danske kroner til 350 millioner.

En spansk domstol har dømt klubben til at betale beløbet for salget, der daterer sig helt tilbage til 2005. Salget er blevet erklæret ugyldigt, da klubben ikke har levet op til betingelserne.

For 11 år siden solgte Barcelona 10.000 hektar jord ved forstaden Can Rigalt for 28,6 millioner euro. Nu skal Barcelona ikke blot betale dette beløb tilbage, men også diverse omkostninger.

Summen skal betales omgående, og en talsmand fra klubben Josep Vives bekræfter, at det kan få indvirkning på sommerens transfervindue og klubbens aktiviteter her.

- Den økonomiske afdeling skal nu undersøge, hvilke konsekvenser, det får, siger Vives.

Klubbens præsident, Josep Maria Bartomeu, har tidligere udtalt, at klubben har 28 millioner euro at handle for denne sommer, men at beløbet vil stige, hvis klubben sælger spillere.

Mandag kom det desuden frem, at Barcelona er blandt en række spanske klubber, der har modtaget ulovlig statsstøtte.

I den forbindelse skal klubben betale i omegnen af fem millioner euro (37,5 millioner kroner) tilbage.

/ritzau/