Domstol blåstempler kontroversielt fransk burkaforbud

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tirsdag afvist, at Frankrigs kontroversielle forbud mod at bære burka og niqab forbryder sig mod retten til religiøs frihed.

I sagen, der var rejst af en 24-årig fransk kvinde, slår domstolen således fast, at Frankrig var i sin gode ret til at introducere forbuddet mod de muslimske klædedragter.

Blandt argumenterne for franskmændenes forbud fra 2010 lød hensynet til den sociale samhørighed, og det er et validt grundlag, mener domstolen i Strasbourg.

- Domstolen lægger vægt på, at respekten for forhold omhandlende "samliv" er et legitimt mål for den pågældende foranstaltning, lyder det i en udtalelse fra domstolen.

Blot to af de 17 dommere, der har brugt adskillige måneder på sagen, var på visse punkter ikke enige i afgørelsen.

Alle var de imidlertid enige om, at den franske kvinde ikke havde været offer for diskrimination. Afgørelsen er endelig.

De franske politikere mente ved indførelsen i 2010, at en fuld sløring af ansigtet var en hån mod landets tradition for sekularisme, ligesom det ansås for at være kvindeundertrykkende.

Samtidig argumenterede de for, at de muslimske klæder kunne udgøre en sikkerhedsrisiko, da det forhindrede myndighedernes i at identificere individer.

Der bor omkring fem millioner muslimer i Frankrig, og ifølge det franske indenrigsministerium bærer færre end 2000 kvinder burka eller niqab til daglig.

Da forbuddet blev indført i 2010, viste flere meningsmålinger, at otte ud af 10 franskmænd gik ind for det.

Frankrig var det første land til at forbyde burka og niqab i det offentlige rum. Siden fulgte Belgien efter.

Flere kvinder er blevet idømt en bøde for at bære niqab eller burka på gaden.

Standardtariffen er på godt 1100 kroner og kan medføre en forpligtelse til at følge et kursus i "franske værdier".

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV