Domstol fritager Kenyas leder for en del retsmøder

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Dommere ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, ICC, besluttede fredag, at Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, ikke er nødt til at være "løbende til stede" under retssagen mod ham for forbrydelser mod menneskeheden.

Afgørelsen om at give Kenyatta mulighed for at opfylde en del af sine officielle pligter hjemme, fremfor konstant at være til stede ved retsmøder i Haag blev besluttet af et flertal dommerne, men den ledende dommer, Kuniko Ozaki, var imod, heder det i en erklæring fra domstolen.

Afrikanske nationer har netop opfordret ICC til at udsætte retssager om krigsforbrydelser mod Kenyas ledere. Det skete ved et særligt indkaldt møde i Den Afrikanske Unions (AU) bygning i den etiopiske hovedstad, Addis Abeba, tidligere i denne måned.

Her blev straffedomstolen beskyldt for at være en nykolonialistisk institution på jagt efter efter afrikanere.

Både Kenyatta og Kenyas vicepræsident, William Ruto, er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. De anklages for at have stået bag en hadsk kampagne, der førte til omfattende vold, og som dræbte over 1100 mennesker og gjorde over 600.000 hjemløse i forbindelse med valget i Kenya i 2007.

Etiopiens premierminister beskylder domstolen i Haag for at operere "uden den mindste agtpågivenhed over for afrikanske regeringer".

- Da 34 afrikanske nationer tilsluttede sig domstolen var de alle overbeviste om, at domstolen ville fremme upartiskhed og retfærdighed.

- Men den lader meget tilbage at ønske i den henseende, sagde Etiopiens premierminister, Hailemariam Desalegn ved de afrikanske landes møde om ICC.

ICC har indtil nu udsendt efterlysninger i forbindelse med konflikter i ni lande, som alle ligger i Afrika.

Diplomater siger, at der i AU er en udbredt følelse af, at ICC, som ikke er en del af FN, har fokus på Afrika og vender det blinde øje til mod andre steder i verden.

Den kenyanske regering har truet med helt at melde sig ud af ICC-samarbejdet i protest over retssagerne.

/ritzau/Reuters