Domstol lukker Timosjenkosag: Det var ren politik

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

De seneste års tumultariske begivenheder i Ukraine betyder, at en tidligere højspændt politisk sag nu nærmest har løst sig selv.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg meddeler torsdag, at den har besluttet at droppe en sag, der i 2011 blev anlagt af Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko.

Timosjenko blev efter sin regeringstid anklaget, dømt og fængslet for korruption i forbindelse med en gasaftale indgået med Rusland i 2009.

Hun anlagde to sager ved menneskerettighedsdomstolen, blandt andet med påstand om, at retssagen i Ukraine var et brud på hendes rettigheder, fordi den var politisk motiveret.

Det har den nye regering givet hende ret i.

Timosjenkos sag var i fokus, da EU forrige år forsøgte at få daværende præsident Viktor Janukovitj til at skrive under på en omfattende samarbejdsaftale med EU. Et af EU's krav var, at den dengang fængslede og syge Timosjenko skulle løslades fra fængsel.

Timosjenko blev løsladt efter en beslutning i parlamentet 22. februar sidste år, umiddelbart efter at Janukovitj var blevet stemt fra magten.

Den nye regering skrev allerede i maj sidste år til domstolen i Strasbourg, at den anerkendte, at Timosjenkos rettigheder var blevet krænket, og at den havde i sinde at bilægge sagen direkte med hende.

I juni sidste år meddelte Timosjenko selv domstolen, at hun havde accepteret betingelserne i den nye regerings erklæring.

Derfor konstaterer domstolen, at striden er bilagt i mindelighed. Sagen er nu strøget fra domstolens liste over sager.

/ritzau/