Domstol: Rusland skal erstatte Arctic Sunrise-skader

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

Rusland skal betale erstatning til Holland i sagen om Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, som under en miljøaktion i 2013 blev tilbageholdt og bugseret til Murmansk af russiske myndigheder.

Russerne brød folkeretten, lyder afgørelsen fra en international voldgiftsret i Haag ifølge den hollandske avis Het Laatste Nieuws.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for den her afgørelse, fordi den slår retten til at lave fredelige protester i åbent farvand fast, siger chef for Greenpeace i Danmark, Birgitte Lesanne.

Blandt greenpeace-aktivisterne på Arctic Sunrise var den danske tredjestyrmand Anne Mie Roer Jensen. Hun og de øvrige aktivister protesterede mod Gazproms olieboreplatform ved Arktis

De 30 aktivister fra 19 lande blev pågrebet og sigtet for pirateri, selvom præsident Putin forinden havde sagt, at der ikke var tale om netop pirateri, som kan give 15 års fængsel i Rusland.

Aktivisterne figurerer ifølge Greenpeace stadig som "pirater" i Rusland, og det er ikke lovligt, har retten i Haag nu afgjort.

- Man kan ikke være pirat på en boreplatform, fordi den står fast, lyder forklaringen på dommen ifølge Birgitte Lesanne.

Dertil er voldgiftsretten nået frem til, at "Holland er berettiget til erstatning med renter for materiel skade på Arctic Sunrise" og Rusland skal kompensere de 30 mennesker, der var anholdt for ikke-materielle skader.

Det betyder i princippet, at Rusland nu skal give en endnu ikke afgjort erstatningssum til Anne Mie Roer Jensen og de øvrige besætningsmedlemmer.

Men hos Greenpeace tør man ikke håbe på, at pengene kommer, da Rusland indtil videre ikke har ville medvirke i retssagen.

- Det er en super vigtig principiel afgørelse for os, men om der kommer penge ud af det eller ej, det ved man ikke ikke, siger Birgitte Lesanne.

Greenpeace-aktivisterne sad fængslet fra september til december i 2013, og miljøorganisationen har oplyst, at russerne havde fjernet forskelligt udstyr fra skibet, da det omsider blev leveret tilbage.

/ritzau/AFP