Domstol stadfæster fængsel til leder bag børnesoldater

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har mandag stadfæstet en fængselsdom til Thomas Lubanga, og domstolen afviser dermed appelsagen fra den tidligere militsleder i DR Congo.

Den 53-årige Lubanga blev i marts 2012 dømt for krigsforbrydelser og navnlig for udnyttelse af børn i sin oprørsstyrke.

Han er fundet skyldig i at have bortført børn helt ned til 11-års alderen og for at have tvunget dem til at begå blodige overgreb og krænkelser af menneskerettighederne i den nordvestlige region Ituri, som er rig på guld.

Under retssagen har anklagemyndigheden fortalt, hvordan unge piger blev tvunget til at være sexslaver, mens drengene blev tvunget til at føre krig.

Lubanga har tidligere erklæret sig ikke-skyldig.

/ritzau/Reuters