Don Ø om Parken-storaktionær: Han var en mystisk mand

Skrevet af admin

12/01/2015

Mest læste i dag

Det vakte opsigt, da en ukendt investor pludselig sad på næsten 20 procent af aktierne i Parken Sport og Entertainment tilbage i 2005. Også Parkens daværende ledelse fik sig noget af en overraskelse, fortæller tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

- Lige pludselig dukker det op på en fondsbørsmeddelelse, at vi har fået en storaktionær i Steen Larsen, siger Flemming Østergaard i Københavns Byret, hvor han er blandt de tiltalte i en sag om kursmanipulation med Parkens aktier.

- Det er jo lidt atypisk, at man på den ene eller anden måde ikke henvender sig til enten den administrerende direktør eller bestyrelsesformanden for at fortælle om sin interesse i et selskab, siger han.

Steen Larsen opkøbte Parken-aktier gennem sit selskab, SH Finans.

Den daværende ledelse i Parken - Flemming Østergaard og administrerende direktør Jørgen Glistrup - mødtes med Steen Larsen, som fremstod meget begejstret for Don Ø.

- Vi skal da ikke lægge skjul på, at vores resume var, at det var en mystisk mand. Han havde meget stor tiltro til undertegnede, selvom jeg aldrig havde mødt ham før, siger Flemming om sit møde med storaktionæren.

- Han kunne blandt andet citere fra mine bøger. Ting, jeg havde skrevet, men som jeg ikke engang selv kunne huske, siger Flemming Østergaard.

Medierne interesserede sig også for storaktionæren.

- Der var forskellige rygter i aviserne, som jeg erindrer, om at han havde kontakter i forskellige miljøer. Vi var lidt forskrækkede, siger Flemming Østergaard, som indgik en med egne ord "mystisk aftale" med Steen Larsen.

- Jeg sagde til ham: Tillykke med aktierne. Så må vi se, hvor lang tid vi skal arbejde sammen, for det er ikke sikkert, at jeg bliver. Det førte til en mystisk aftale, som blev skrevet på én dag.

- Den gik ud på, at alle aktierne ikke ville blive smidt ud på markedet, så vores kurs blev ødelagt, hvis jeg forlod selskabet, siger Flemming Østergaard.

Aftalen gik blandt andet ud på, at salg af Parken-aktier fra storaktionær Steen Larsen skulle godkendes af bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup er tiltalt for kursmanipulation under skærpende omstændigheder og risikerer fængsel i op til fire år.

Begge nægter sig skyldige.

/ritzau/