Don Ø vil gøre Virum til dansk mester i basketball

Flemming Østergaard har tidligere ført FC København til tops i dansk fodbold. Nu vil han gøre det samme med basketballholdet i Virum.

Den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport og Entertainment, selskabet bag FC København, er i gang med at engagere sig hos Virum Vipers, hvor hans barnebarn Nikoline Østergaard spiller.

71-årige Flemming Østergaard, også kendt som Don Ø, har store ambitioner på holdets vegne.

- Jeg har haft nogle møder med Virums bestyrelse, og der har vi fundet frem til, at nu vil Virums hold satse stort og allerede have en sportslig målsætning om at blive danske mestre.

- Og til det har vi allerede lavet sponsorater, så det ser utroligt spændende ud, siger Flemming Østergaard til TV2 Sport.

Virum Vipers skal som en del af den nye satsning skifte navn til Virum Go Dream, fortæller Flemming Østergaard.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV