Donald Trump støtter sin partifælle efter strid

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har givet sin støtte til partifællen Paul Ryan, der kæmper for at blive genvalgt til Repræsentanternes Hus.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var ventet, at Trump ville give sin officielle opbakning til formanden for Repræsentanternes Hus, selv om den kontroversielle milliardær tidligere har tøvet med at bakke op om sin partifælle.

Blandt andet skabte det raseri blandt mange fremtrædende medlemmer af Det Republikanske Parti, at Trump i et tidligere interview ikke ville støtte Ryan, som er blevet valgt til en af partiets mest betroede og betydningsfulde poster.

- Jeg kan godt lide Paul, men det er forfærdelige tider for vores land. Vi har brug for stærkt lederskab. Vi har brug for et meget, meget stærkt lederskab. Og jeg er bare ikke helt dér (hvor jeg kan støtte Paul Ryan, red.) endnu, sagde Trump til Washington Post tirsdag.

Præsidentkandidatens udtalelse mindede om den formulering, som Paul Ryan i foråret brugte, da han sagde: "Jeg er bare ikke klar" til at støtte Trump som præsidentkandidat.

/ritzau/

Dagens Gossip