Donald Trump takker ja til præsidentkandidatur

Skrevet af admin

22/07/2016

Mest læste i dag

Hvad mange for bare et år siden anså som utopi, er nu i den grad blevet virkelighed.

Donald Trump, forretningsmand og kendt for sin medvirken i reality-tv, har natten til fredag dansk tid som ventet formelt accepteret, at Republikanerne peger på ham som partiets præsidentkandidat i USA.

Det sker fra talerstolen på det republikanske konvent i Cleveland i delstaten Ohio.

- Med ydmyghed og taknemmelighed accepterer jeg jeres nominering, siger Trump til stor jubel og "USA, USA, USA" råb fra tilhørerne.

Dermed er det sidste formelle skridt overstået. Donald Trump kan nu fokusere på at føre valgkamp frem mod 8. november, hvor amerikanerne vælger deres næste præsident.

- Den kriminalitet og vold, der plager vores nation i dag, vil få en ende, lyder det fra Trump, der har gjort sig bemærket med en række opsigtsvækkende politiske udmeldinger.

- Jeg vil fremlægge fakta klart og tydeligt. Vi har ikke råd til at være så politisk korrekte mere, siger rigmanden og lover "lov og orden".

70-årige Trump skal efter alt at dømme dyste mod tidligere udenrigsminister og førstedame Hillary Clinton, der i næste uge ventes at blive valgt som Demokraternes kandidat til at overtage for Barack Obama i Det Hvide Hus i Washington.

- Lad os slå hende i november, siger Trump og langer hårdt ud efter Clintons beslutninger som udenrigsminister.

Hans tale markerer klimaks på konventet, der begyndte mandag. Hidtil har historierne fra partimødet dog ikke været voldsomt positive set med republikanske øjne.

Først fik en tale fra Trumps kone, Melania, kritik, fordi den på visse punkter havde stort set samme ordlyd som en tidligere tale holdt af USA's nuværende førstedame, Michelle Obama.

Og senere - onsdag lokal tid - blev det i den grad bemærket, at senator Ted Cruz i sin tale på konventet ikke direkte opfordrede de fremmødte og tv-seerne til at stemme på Donald Trump. I stedet opfordrede Cruz, der kæmpede mod Trump om præsidentkandidaturet, folk til at stemme efter deres "samvittighed".

/ritzau/