Donald Trump: USA kan trække sig ud af WTO

Skrevet af admin

24/07/2016

Mest læste i dag

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, foreslår i et interview med NBC, at USA kan trække sig ud af Verdenshandelsorganisationen WTO, hvis han bliver valgt som præsident.

Kommentaren faldt i tv-programmet "Mød Pressen". Det er Trumps første interview, siden han formelt blev nomineret som Republikanernes præsidentkandidat natten til onsdag dansk tid.

Trump sagde, at han ville straffe virksomheder, der flytter produktfremstilling til udlandet, med op til 30 procent i importskat.

Da TV-programmets vært, Chuck Todd, påpegede, at sådanne planer ville blive udfordret af WTO, svarede Trump:

- Det betyder ikke noget. Vi vil genforhandle eller trække os ud. Disse handelsaftaler er katastrofale, Chuck. WTO er katastrofal.

Formålet med Verdenshandelsorganisationen er blandt andet at lette handel med varer og tjenesteydelser samt skabe faste rammer for producenter, eksportører og importører.

Trump har allerede truet med at genforhandle eller rive the North American Free Trade Agreement, Nafta, i stykker. Nafta er en frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico.

Da Trump blev spurgt om, han var bekymret for at en genforhandling eller udmeldelse af WTO kunne ryste verdensøkonomien, ligesom den britiske beslutning om at forlade EU har gjort, var præsidentkandidaten afvisende.

- Jeg er den eneste, der sagde, at brexit ville ske.

- Hvad gjorde det? Aktiemarkedet er højere nu, end da det skete.

Da Trump blev spurgt igen, hvorvidt et splittet Europa var godt for USA, svarede han undvigende.

- Nej, nej. Men vi bruger en masse penge i Europa.

- Glem ikke, at Europa gik sammen, hvorfor gik de primært sammen? For at slå USA, når det kommer til at lave penge. Med andre ord handel.

I samme interview sagde Trump også, at franske og tyske borgere kan gå "ekstrem" kontrol ved de amerikanske grænser i møde i lyset af de seneste terrorangreb i de to lande.

/ritzau/AFP