Dong-aktionærer giver grønt lys til Goldman Sachs

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Dong Energys aktionærer har godkendt den planlagte og omstridte kapitaludvidelse og banet vejen for, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs indtræder i ejerkredsen, oplyser Dong til fondsbørsen.

Det skete som ventet torsdag på den ekstraordinære generalforsamling i energiselskabet.

Goldman Sachs tegner sammen med ATP, PFA Pension og eksisterende mindretalsaktionærer aktier i Dong Energy for et samlet beløb på lige over 13 milliarder kroner. Kapitaludvidelsen forventes gennemført senere torsdag.

Derudover er tyskeren Martin Hintze fra Goldman Sachs indtrådt som nyt bestyrelsesmedlem. Martin Hintze er administrerende direktør for Merchant Banking hos Goldman Sachs International i London.

Aftalen betyder, at amerikanerne vil eje 19 procent af den danske energikoncern, mens ATP får fem procent og PFA to procent. Staten ejer efter kapitaludvidelsen omkring 60 procent.

Ifølge meddelelsen tegnes aktier af "fonde administreret af Goldman Sachs gennem New Energy Investment s.à r.l., Arbejdsmarkedets Tillægspension, PFA Pension, Forsikringsaktieselskab og de eksisterende minoritetsaktionærer SEAS-NVE, Syd Energi, Insero Horsens og Nyfors Entreprise".

I alt tegnes der nye aktier for 13.050 millioner kroner.

Goldman Sachs indtræden i ejerkredsen i Dong Energy har været et politisk stridsemne, som blandt andet har skabt røre internt i SF.

Uenighed i partiet om Dong-salget til den amerikanske investeringsbank var medvirkende årsag til, at SF's daværende formand, Annette Vilhelmsen, måtte trække sig fra posten, og SF måtte træde ud af regeringen.

/ritzau/