Dong beholder olieforretning og nedskriver 16 milliarder

Skrevet af admin

26/01/2016

Mest læste i dag

Dong Energy dropper planerne om at skille sig med af olieforretningen i forbindelse med selskabets planlagte børsintroduktion.

Det meddeler Dong, som samtidig må indse, at olieforretningen er svundet i værdi som følge af de faldende oliepriser. Værdien af olieforretningen må nedskrives med 16 milliarder kroner:

- Nedskrivningen er forårsaget af det fortsatte fald i olie- og gaspriserne, en reduktion i reserveestimater samt projektrelaterede faktorer, navnlig i forhold til Hejre-projektet, som fortsat står over for markante udfordringer, skriver Dong i meddelelsen.

I september satte Dong gang i en gennemgang af olieforretningen, Exploration & Production (E&P), som består af en portefølje af olie- og gasaktiver i Danmark, Norge og Storbritannien.

Intentionen var, at olieforretningen skulle sælges fra, men den plan er altså nu droppet, lyder det i meddelelsen:

- Dong Energy bekræfter sit mål om at opbygge et grønt energiselskab i verdensklasse med afsæt i førende kompetencer inden for havvind, bioenergi og grønne distributions- og kundeløsninger.

- Dong Energy har besluttet at beholde E&P som en del af den planlagte børsintroduktion. Fremadrettet vil cash flow fra E&P bidrage til at finansiere Dong Energy’s investeringer i vedvarende energi, lyder det.

/ritzau/