Dong sælger aktiver ved verdens største havvindmøllepark

Dong har netop indgået aftale om endnu et milliardfrasalg.

Sammen med selskaberne E.ON og Masdar - som Dong Energy indgår i en joint venture med - har den danske koncern aftalt et salg af de såkaldte transmissionsaktiver ved verdens største havvindmøllepark, London Array til selskabet Blue Transmission London Array.

Transmissionsaktiver er et andet ord for det netværk, der transmitterer strøm fra vindmøllerne - det vil med selve transformerstationen ved vindmølleparken samt de kabler, der fører strømmen ind mod land.

Ifølge Dongs kommunikationsafdeling er dagens frasalg blot formalia og ikke et led i Dongs overordnede strategi om flere frasalg.

Den danske energikoncern er sammen med E.ON og Masdar bygherre på vindmølleprojektet. Men britisk lovgivning betyder, at kun det selskab, der har fået licens til at drive og vedligeholde en vindmøllepark må eje aktiverne. Derfor skal aktiverne sælges videre til licenstageren, når vindmølleparken står klar.

Den samlede værdi af aktiverne er blevet opgjort til 459 millioner britiske pund 4,1 milliarder kroner), heraf ejer Dong 50 procent. Ifølge Dong ændrer salget ikke på forventningerne til årets resultat.

 

Dagens Gossip