Dong sælger britisk kraftværk for tre milliarder kroner

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Dong Energy sælger det britiske kraftværk Severn for 3,1 milliarder kroner til et konsortium anført af australske Macquarie Group, oplyser Dong Energy.

Energikoncernen venter, at salget vil resultere i et bogført tab før skat på 400-500 millioner kroner.

- Det er lykkedes os at sælge kraftværket Severn til en tilfredsstillende pris i et vanskeligt marked, siger Thomas Dausgaard, koncerndirektør i Dong Energy, i en pressemeddelelse.

- Frasalget er en vigtig del af koncernens strategi om at frasælge ikke-kerneaktiver og dermed styrke kapitalgrundlaget til gavn for selskabets fremadrettede udvikling, siger han.

Dong Energy købte kraftværket Severn tilbage i 2009, hvor det var under opførelse, og købsprisen lød dengang på fem milliarder kroner.

Severn ligger i Uskmouth i nærheden af Newport i Sydwales og producerer el til det britiske marked. Det blev taget i brug i 2010.

Dong Energy har det seneste år ryddet godt og grundigt op i forretningen. Dong Energy har sat som mål at sælge ud af såkaldt "ikke-kerneaktiviteter" for 10 milliarder kroner i perioden 2013-2014.

Koncernen vil af med vindmøllerne på land og går i stedet efter flere havmølleparker. Samtidig går man efter at bruge mere biomasse for at reducere CO2-udledningen, har selskabet tidligere meldt ud.

Senest 20. november offentliggjorde energigiganten salget af sit domicil på Nesa Allé i Gentofte til ATP for 1,9 milliarder kroner, og dermed var målsætningen nået med et samlet frasalg for 11,3 milliarder kroner.

Det største frasalg kom 27. juni, hvor Dong offentliggjorde salget af sin andel på 25 procent i det svenske vandkraftselskab Kraftgården. Tre finske energiselskaber købte andelen for 4,5 milliarder kroner.

/ritzau/