Dong sælger ti procent af olie-produktionen

Skrevet af admin

14/07/2016

Dagens topnyheder

Dong Energy sælger sine andele i en række norske olie- og gasfelter til Faroe Petroleum Norge. Det drejer sig om felterne Trym, Oselvar, Tambar (inklusiv Tambar Øst) og Ula. Det oplyser Dong i en pressemeddelelse.

Salget indbringer Dong 470 millioner kroner, oplyser energiselskabet. De solgte felter står for ti procent af Dong Energys olieproduktion.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi har indgået en aftale med Faroe i forhold til disse fem aktiver, siger David Cook, der er vicepræsident i Dong Energy, i pressemeddelelsen.

- Transaktionen er et vigtigt skridt i retning af at optimere vores portefølje af olie- og gasaktiver med fokus på aktiver af høj kvalitet med lave omkostninger.

Overdragelsen er underlagt godkendelse af de norske myndigheder. Den forventes afsluttet mod slutningen af 2016.

I 2015 bidrog de fem felter ifølge Dong med op til cirka 12.000 tønder olieækvivalenter per dag af en samlet produktion i Dong Energy's olie- og gasforretning på cirka 112.000 per dag.

Dermed er det en tiendedel af olie- og gasproduktionen, som forlader Dong-forretningen.

Forud for salget drev Dong Energy de undersøiske installationer Oselvar og Trym og var partner i Ula og Tambar, som begge drives af BP.

/ritzau/