Dong skal børsnoteres inden for 18 måneder

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Dong Energy skal børsnoteres inden for de kommende 18 måneder. Beslutningen kommer som følge af en bred politisk aftale i Folketinget bestående af Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative, De Radikale og SF.

Beslutningen om børsintroduktionen har været undervejs i årevis og var en forudsætning, da den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs under stort politisk postyr sidste år købte sig ind i selskabet.

- I forbindelse med Dong Energy's kapitaltilførsel i februar 2014 blev det besluttet af aktionærerne og selskabet at udvikle en plan for Dong Energy's fortsatte strategiske udvikling frem mod en mulig børsintroduktion, skriver selskabet blandt andet i pressemeddelelsen.

I alt blev Dong Energy sidste år tilført en kapitalindsprøjtning på 13 milliarder kroner. Bag tilførslen af kapital stod blandt andre også ATP og PFA Pension. Omkring otte af de 13 milliarder kroner kom fra den amerikanske investeringsbank.

Lige som Dong Energy ønsker også de politiske partier bag aftalen, at børsintroduktionen sker "så hurtigt som muligt". Hvornår afhænger dog af markedssituationen.

De fem politiske partier oplyser i en fælles meddelelse på Finansministeriets hjemmeside, at staten beholder aktiemajoriteten i selskabet indtil mindst 2020, medmindre "parterne aftaler andet".

- Statens ejerandel kan herefter kun ændres yderligere, hvis alle parter er enige herom, skriver partierne.

Dog skal selskabets gas- og olieinfrastruktur "på et passende tidspunkt" sælges til det statsejede Energinet.dk.

Blandt Dong Energy's hovedprioriteter frem mod børsintroduktionen er en styrkelse af den globale førerposition, som selskabet har opnået inden for energi fra havvindmøller.

Derudover skal forretningsområdet udforskning og produktion, kaldet E&P, tilpasses de nye markedsvilkår, der blandt andet er kendetegnet ved faldende oliepriser. I det hele taget vil Dong lave en strategisk gennemgang af det forretningsområde.

Energiselskabet vil fortsat satse på bioenergi og et skifte væk fra fossile brændsler. Derudover vil Dong forsøge at styrke sin konkurrenceevne i distributions- og salgsforretningen.

Allerede i 2004 lavede et flertal i Folketinget en aftale om at børsnotere Dong Energy. Børsnoteringen er flere gange blevet udskudt, blandt andet på grund af finanskrisen.

Den danske stat ejer 58,8 procent af Dong, mens fondene, der administreres af amerikanske Goldman Sachs, ejer 17,9 procent.

Dong Energy har 6500 ansatte og havde i 2014 en omsætning på godt 67 milliarder kroner.

 

/ritzau/