DONGs gasmareridt fortsætter

I halvårsregnskabet tager DONG Energy således en nedskrivning på yderligere en milliard kroner på det gasfyrede kraftværk Enecogen i Holland. Nedskrivningen skyldes, at de gasfyrede kraftværker i Europa ikke er rentable på grund af de lave kul- og CO2-priser, der gør brugen af kul i elsektoren mere profitabel end brugen af gas.

Sidste år nedskrev DONG Energy to milliarder kroner på Enecogen og det gasfyrede kraftværk Severn i Storbritannien - netop investeringen i Severn fik hård kritik i Rigsrevisionens store granskning af beslutningerne i DONG Energy.

Regning på 5,9 milliarder

DONG Energy måtte sidste år desuden sænke værdien af gaslagerkontrakter i udlandet med samlet 2,9 milliarder kroner.

Den samlede regning for DONGs udenlandske gassatsning, som bestyrelsen med Fritz Schur i spidsen igangsatte tilbage i 2006 og 2007, løber dermed foreløbigt op i 5,9 milliarder kroner.

Brutal oprydning

Den nye topchef Henrik Poulsen, der tiltrådte for et år siden, har da også taget fat med hård for at få ryddet op i de tabsgivende gasaktiviteter. Det ansvarlige område Markets har været gennem en omfattende omstrukturering med massefyringer, nye prioriteter og ny chef.

Til bestyrelsens forsvar kan det siges, at også store udenlandske energiselskaber slås med store nedskrivninger på gasaktiviteter. Men hvorfor DONG skulle ud at konkurrere med Europas giganter på dette område i sin tid, er stadig en beslutning, som bestyrelsen må bære ansvaret for.

Dagens Gossip