Dongs næstformand stopper i bestyrelsen

Skrevet af admin

10/02/2014

Mest læste i dag

Dong Energys næstformand, Jakob Brogaard, stopper i energiselskabets bestyrelse i forbindelse med den ordinære generalforsamling 12. marts 2014.

Efter syv år i bestyrelsen ønsker Jakob Brogaard at give plads til nye kræfter, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Det har været et privilegium og en meget spændende opgave at bidrage til Dong Energys udvikling, siger Jakob Brogaard.

- Siden fusionen i 2006 har selskabet udviklet sig til at være førende inden for offshore-vindmøller, og vi har, efter en økonomisk svær periode, fået selskabet tilbage på rette spor, siger han.

Næstformanden mener, at det er det rigtige tidspunkt at trække sig på, nu da den amerikanske investeringskæmpe Goldman Sachs sammen med de danske pensionsselskaber ATP og PFA skyder 11 milliarder kroner i Dong.

Aftalen, der vil blive endeligt godkendt på generalforsamlingen, betyder, at amerikanerne vil eje 19 procent af den danske energikoncern, mens ATP får fem procent og PFA to procent. Staten ejer efter indsprøjtningen fortsat 60 procent.

- Med kapitaludvidelsen på plads er det et fint tidspunkt at lade nye kræfter komme til. Jeg har derfor meddelt Finansministeriet, at jeg ikke ønsker at genopstille til bestyrelsen, siger han.

Jakob Brogaard har beklædt flere bestyrelsesposter i dansk erhvervsliv, blandt andet i Danica Pension, LR Kredit, OW Bunker & Trading A/S og Newco AEP A/S.

I 2012 blev han udnævnt til bestyrelsesformand i Finansiel Stabilitet.

Han blev valgt ind i bestyrelsen for Dong Energy A/S ved generalforsamlingen i april 2007.

/ritzau/