Dongs olieforretning skal ud i voldsom fyringsrunde

Skrevet af admin

29/02/2016

Mest læste i dag

Energiselskabet Dong har kniven fremme i sin olieforretning, der kommer til at sige farvel til knap hver tredje medarbejder.

Dong vil skære 280 stillinger i olie- og gasdivisionen, der før sparerunden har 920 fuldtidsansatte.

- At vi reducerer antallet af medarbejdere, er en naturlig forlængelse af vores udmelding i januar om, at markedsvilkårene presser vores olieforretning, og at vi derfor har behov for at tilpasse den.

- Det inkluderer blandt andet, at vi skal reducere vores omkostninger og desværre også reducere antallet af medarbejdere, skriver Ulrik Frøhlke, pressemedarbejder hos Dong.

Forretningen inden for olie og gas har været et mareridt for Dong de seneste år. Faldende olie- og gaspriser har kostet dyrt og medført nedskrivninger af værdierne i Dong med 24 milliarder kroner over de seneste to år.

Alene i 2015 blev værdien af Dongs aktiviteter inden for olie og gas nedskrevet med 15,8 milliarder kroner. Det var stærkt medvirkende til, at Dong sidste år måtte notere et underskud på 12,1 milliarder kroner.

Dong, der efter salget af en større andel til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, nu arbejder på en børsnotering, opgav i regnskabet at sælge olie- og gasforretningen.

- På baggrund af en omfattende evaluering af de forskellige scenarier mener vi, at det vil være i aktionærernes og selskabets bedste interesse, at olie- og gas indgår som en del af Dong Energy i den forventede børsnotering.

- Vi vil derfor koncentrere indsatsen om at tilpasse olie- og gasforretningen til de væsentligt lavere olie- og gaspriser. Fokus vil være på at opnå positive pengestrømme og reducere risici ved at anvende en konservativ investeringstilgang i forretningen, skriver Dong i regnskabet.

I regnskabet sagde Dong også, at man forventer et "væsentligt" lavere resultat fra olie- og gasforretningen i 2016.

Dong producerede 40,9 millioner tønder olie og gas i 2015, hvor olieprisen blev halveret.

/ritzau/