Dongs overskud er forbedret med næsten en milliard

Når det blæser, er de glade hos Dong Energy. For det er især energikoncernens vindmøller i havet, der er med til at blæse gang i indtjeningen hos koncernen.

Dong Energy kommer ud af årets første ni måneder med et overskud efter skat på 0,9 milliarder kroner, hvilket er 0,8 milliarder kroner højere end i samme periode sidste år. Det viser energiselskabets regnskab for de tre første kvartaler af 2014.

Driftsresultatet, ebitda, steg med 2,8 milliarder kroner i perioden og landede på 13 milliarder kroner. Og på vindsiden fik Dong et driftsresultat på 5,2 milliarder kroner, hvilket er 40 procent mere end i perioden i 2013.

Omsætningen er steget med 13 procent og lander på 7,5 milliarder kroner. Og det er ikke blot indtjeningen, der stiger. Dong har også ansat en tredjedel flere i Wind Power, der ved udgangen af september havde 2041 ansatte.

Og faktisk går det så godt hos det delvist statsejede Dong, der tidligere har kæmpet med underskud efter underskud, at Dong Energys direktør, Henrik Poulsen, opjusterer forventningerne til hele året.

- Set i lyset af den fortsatte positive udvikling i Dong Energys resultater har vi justeret forventningerne for 2014 til et ebitda på over 16 milliarder kroner mod udmeldingen på 15-17 milliarder kroner, siger direktøren i en kommentar til regnskabet.

- Sammenfattende er vi tilfredse med den fremdrift, der ses overalt i koncernen. Dong Energys medarbejdere fortjener en stor tak for den vedholdende og dygtige indsats, som de udøver hver dag, siger han.

Sidste år solgte staten en del af sin ejerandel i Dong til den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs og de danske pensionsselskaber ATP og PFA. Det vakte en del protester - men de tre skulle smide milliarder af kroner i Dong til investeringer i blandt andet havvindmølleparker.

Ved udgangen af september udgjorde produktionen fra vind- og vandkraft 36 procent mod 27 procent i perioden sidste år.

/ritzau/

Dagens Gossip