Dongs værdi steg næsten 10 procent på første børsdag

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Dong Energys aktier lander på en kurs på 258 kroner per aktie efter selskabets første handelsdag på børsen. Det værdisætter Dong til 107,8 milliarder kroner.

Lukkekursen er 9,8 procent højere end noteringskursen. Ved børsens åbning var kursen på en Dong Energy-aktie 235 kroner.

Selskabets markedsværdi var dermed - ved dagens begyndelse - 98,2 milliarder kroner.

Allerede i de første minutter var der rift om Dongs aktier. Omkring middagstid nåede kursen endda kortvarigt op på 262,80 kroner per aktie.

Med stigningen i løbet af dagen placerer Dong sig i midterfeltet af de seneste års danske børsnoteringer, når man måler på kursstigning på første dag.

Det har været en overraskende god første dag for energiselskabet på Københavns fondsbørs, konkluderer senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

- Det blev en rigtig god start for Dong-aktien, siger han til Ritzau Finans.

- Man taler meget om, at den får en væsentlig betydning i indekset, og derfor er der nogle porteføljemanagere, der måske godt lige vil have nogle flere Dong-aktier, så man kan benchmarke sig i forhold til indekset.

- Men jeg er da overrasket over, at den kommer så stærkt, siger Martin Munk.

Handlen med Dong-aktier via fondsbørsen i København oversteg torsdag børsens 135 andre aktier - sammenlagt. I alt blev der handlet Dong-aktier for 6,4 milliarder kroner.

Dong Energy har fokuseret på at få mange private investorer. Det er sket ved, at bud på aktier op til små 50.000 kroner har fået alle de aktier, de gerne ville have.

Ti procent af de aktier, der blev solgt op til børsnoteringen, er købt af private investorer. De øvrige 90 procent er gået til institutionelle investorer både i Danmark og i udlandet.

Dong Energys aktier bliver solgt under aktiekoden DENERG.

/ritzau/