Doping-Rolf cykler medieverden rundt

Det er bestemt ikke gået ubemærket hen i den udenlandske presse, at Rolf Sørensen nu langt om længe har lagt dopingkortene på bordet og erkendt, at han var en del af cykelsportens epo-epoke.

Franske, italienske, hollandske og skandinaviske aviser - og endda medier i Australien og New Zealand - har bragt historien om den pensionerede succesrytter, som slet ikke var så ren, som han ellers hårdnakket har hævdet.

Under overskriften "Dansk olympisk medaljevinder Sørensen indrømmer doping" rapporterer det franske nyhedsbureau AFP, at den 47-årige dansker har afsluttet sin lange periode med konsekvente benægtelser.

"Danmark rystet - legende indrømmer doping", skriver den svenske avis Expressen og beskriver Rolf Sørensen som Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiderne med over 50 sejre i karrieren. Herunder OL-sølvmedaljen i 1996.
Den norske avis VG kalder også Rolf Sørensen for "dansk cykellegende" og har interviewet cykeleksperten Mads Kaggestad fra norsk TV2, som ikke er synderligt overrasket over Sørensens indrømmelser:

- Det er ingen som er eller har været i cykelmiljøet, som ikke har troet, at Rolf Sørensen dopede sig. Det har sikkert været hårdt for ham at gang på gang blive konfronteret med dette, for der har været mange spekulationer omkring ham, lyder det.

- At han nu står frem er godt, både for ham personligt og for hans troværdighed som cykelkommentator og ekspert, tilføjer nordmanden til VG.

Også italienske La Repubblica, Radio New Zealand, australske The Age, franske Le Monde samt hollandske og tyske aviser har bragt historien om dopingsynderen Rolf.

/ritzau/

 

Dagens Gossip