Dopinganklaget sportsdirektør øjner comeback til cykelsporten

Skrevet af Michael Lauritsen

09/08/2013

Mest læste i dag

Cykelfans kan måske se frem til et gensyn med en af sportens mest kontroversielle skikkelser. Den tidligere sportsdirektør og manager, spanske Manolo Saiz, overvejer nemlig et comeback til det professionelle felt efter syv års fravær.

Det bekræfter han over for Cyclingnews.

Den tidligere ONCE, Liberty Seguros og Astana-manager har en lang historik med dopingspøgelset svævende over sig.

Under Festina-skandalen i 1998 trak Once-holdet sig fra Tour de France i protest mod myndighedernes behandling af rytterne. Det efterfølgende år blev holdet udelukket fra den franske rundtur.

Siden er en håndfuld ryttere med tilknytning til Saiz blevet taget med fingrene nede i dopingkrukken. Heriblandt Laurent Jalabert, Alex Zülle, Johan Bruyneel og Roberto Heras.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

53-årige Manolo Saiz blev i 2006 anholdt i forbindelse med dopingsagen Operación Puerto. Han blev frataget sin licens og trak sig tilbage.

I slutningen af april blev dopinglægen Eufemiano Fuentes idømt en betinget fængselsdom på et år, dagbøder og en karantæne fra at udføre sit hverv som læge i fire år. Manolo Saiz blev frikendt for medvirken i første omgang.

Anklageren i sagen har dog appelleret dommen.

Siden derouten har Manolo Saiz ikke beskæftiget sig med cykelsport. De seneste år har han drevet en restaurant og et cateringfirma med speciale i bryllupper fra sit hjem i regionen Cantabrien.

Men den 53-årige spanier fortæller til Cyclingnews, at han nu er klar til at vende tilbage til cykling trods endnu en truende retssag i Puerto-sagen.

- For to år siden ville jeg have sagt nej. På ingen måde kunne jeg vende tilbage til cykelsporten. Men nu er jeg interesseret, siger han.

Den tidligere sportsdirektør og team-manager vil dog ikke spå om chancerne.

- Jeg ønsker ikke at sætte procent på chancerne for at vende tilbage. Det kan være 1 procent eller det kan være 99 procent. Jeg behøver ikke at vende tilbage til cykling. Jeg er ikke ambitiøs, men jeg tror, ​​jeg kan give noget til sporten, forklarer Manolo Saiz.

På rygteplan har Manolo Saiz været sat i forbindelse med Oleg Tinkov, hvis sponsoraftale med Bjarne Riis og Team Saxo-Tinkoff udløber ved årsskiftet. Det afviser spanieren dog.

- Jeg talte med Tinkov for et par år siden, men jeg har ikke talt med ham for nylig. Der er ingen sandhed i det overhovedet.

Manolo Saiz tilkendegiver, at han godt kunne tænke sig at arbejde med en form for talentudvikling. Og på trods af dopingskandaler i 90'erne, rygter om aggressiv ledelsesstil og involvering i Puerto-sagen, så mener han, at der bør være en plads til ham i moderne cykelsport.

- Jeg tror ikke, jeg er et problem for sporten. Der var en masse andre mennesker i sporten, da jeg var stadig involveret, så hvorfor er jeg anderledes end dem? Jeg forstår ikke, hvorfor folk bliver ved med at grave i fortiden. Vi bør se på fremtiden og ikke gå tilbage til, hvad der skete 10 eller 15 år siden. Det er meningsløst, siger Manolo Saiz til Cyclingnews.

Selvom Saiz ikke er en aktiv del af cykelsporten, så satte han alligevel sit præg på årets Tour de France. Det var nemlig ham, der i sin tid opdagede og udviklede nummer tre og fire i klassementet, Joaquim Rodriguez og Alberto Contador. Over for Cyclingnews fastholder den tidligere cykelboss, at det er en indikation af deres særlige talent og ikke et produkt af doping.