Dopingbekæmpere frikender Horner

Skrevet af Michael Lauritsen

17/09/2013

Dagens topnyheder

Chris Horner var mandag som sunket i jorden, da de spanske antidopingmyndigheder ville aflægge rytterens hotel et besøg. Historien om en mulig dopingsag bredte sig i medierne som en steppebrand. Men det afvises nu af det amerikanske antidoping-agentur, USADA. Den 41-årige Vuelta-vinder har handlet i overensstemmelse med alle regler.

Det oplyser agtenturet i en pressemeddelelse ifølge Cyclingnews.

- Vi kan bekræfte, at vi i samarbejde med Agencia Española de Protección de la Salud en el Deporte (AEA) planlagde en out-of-competition test på Mr. Horner. Mr. Horner havde på fuldt reglementeret vis opdateret sine whereabouts, før kontrollanten ankom, og hans informationer blev modtaget og registreret i USA, men ikke af kontrollanten lokalt i Spanien, før han ankom til hotellet”, skriver USADA i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Doping-kontrollanter kunne ikke finde Vuelta-vinder

Dermed slipper Chris Horner for videre tiltale.

Det var den spanske sportsavis AS, der bragte historien. USADA afviser, at avisen skulle have fået sine oplysninger fra officiel side.

- Der er således ikke tale om en udeblivelse fra en test, og ingen af de to antidoping-organisationer (USADA og AEA red.) har forsynet medierne med informationer vedrørende den foreliggende situation, står der i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Er Horner Ren? Vueltaens olding vækker opsigt

Chris Horners hold, Team Radioshack, offentliggjorde senere mandag en kopi af rytterens whereaboutsændring i ADAMS-systemet. Og selvom USADA forsikrer, at det ikke er tilfældet, så beskylder holdet nu den spanske antidopingorganisation for at have videregivet informationerne til pressen.

- Vi fastholder, at den kommunikation, der er foregået mellem det spanske antidopingagentur og medierne er en overtrædelse af Chris Horners ret til privatliv. Navnlig set i lyset af at fejlen udelukkende kan tilskrives testorganisationen, oplyser Team Radioshack.

Holdet overvejer et sagsanlæg mod AEA.