Dopingdebattør: Intet overraskende i Riis-indrømmelser

Skrevet af admin

23/06/2015

Mest læste i dag

- Der er intet som helst overraskende i det her, ud over hvor naiv man kan være.

Sådan lyder det fra professor Verner Møller, efter Anti Doping Danmark (ADD) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) tirsdag præsenterede den længe ventede rapport om doping i dansk cykelsport.

Af den fremgik det blandt andet, at Bjarne Riis som holdejer havde kendskab til dopingbrug på Team CSC.

Det kommer meget lidt bag på Verner Møller fra Center for Idræt ved Aarhus Universitet, som gennem en årrække har været en flittig dopingdebattør inden for cykelsport og har skrevet bogen "Løgn over løgn" om samme emne.

- Manden skabte verdens bedste cykelhold. Tror man, han gjorde det på ren vis i en inficeret cykelsport, er man selv ude om det. At tro, han ikke havde kendskab, er en fornærmelse mod Bjarnes intelligens, siger Verner Møller.

Han peger på at indicierne mod Bjarne Riis tårnede sig op gennem årene. Han henviser til, at Jörg Jaksche, Tyler Hamilton og Michael Rasmussen alle tidligere har berettet om, at Riis havde en finger med i spillet, da de dopede sig på hans hold.

- Man har hele tiden ladet tvivlen komme Riis til gode, til trods for han selv var dopingbruger.

- Han vandt jo ikke noget ved at indrømme kendskab til doping på sit hold, da han indrømmede sit eget brug som aktiv. Da skulle han pleje image og finde sponsorer, så det gav mening, at sige, at "nu er holdet rent", siger Møller.

Bjarne Riis er aktuelt ikke en del af cykelsporten, efter han tidligere på året blev fyret som manager på Tinkoff-Saxo. Men skulle han have lyst til at komme tilbage til sporten, ser Verner Møller ingen forhindringer for, at det kan ske.

- Det er intet problem. Han er erhvervsmand, og en del af kodeks er, at man skal profitmaksimere. Man er ligeglad med, hvad der er sandt, men om det, man siger, tjener ens formål.

- Kan det betale sige, at sige holdet er rent, siger man det. Bjarne kan eksempelvis bare sige, at det ikke er hans ansvar. At han bare tager sig af det sportslige på holdet, lyder der fra Verner Møller.

Bjarne Riis kan ikke straffes for sine indrømmelser, da forældelsesfristen er 10 år. Det samme gør sig gældende for Nicki Sørensen, der indrømmer, at han dopede sig i karrierens tidlige år.

Derfor er indrømmelserne helt gratis, mener Møller.

- Nicki indrømmer nu at have gjort det tidligt i karrieren lige op til forældelsesfristen, men han var sandelig ren, da han vandt sin spektakulære Tour de France-sejr med rasende øjne. Det tager man for gode varer.

- Hvad skal man så med hele arbejdet? Hvad vil man bruge disse indrømmelser til?, spørger Verner Møller retorisk.

/ritzau/