Dopingdømt dansker mister også VM-guldmedalje

Det skriver Fina på sin hjemmeside:

- Finas Doping Panel har besluttet, at alle resultater opnået af svømmeren (Mads Glæsner, red.) fra den 14. december 2012 bliver annulleret sammen de følger de har. Derfor forfalder bronzemedaljen vundet den 14. december 2012 (400 m fri) og guldmedaljen vundet den 16. december 2012 (1500 meter fri).

Da oplysningerne om Glæsners dopingsag kom frem søndag gennem en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion, hed det sig ellers, at den danske svømmer blot ville blive frataget sin bronzemedalje. Nu tager Fina altså også guldmedaljen. Det er der dog en ganske god forklaring på, siger direktør i Anti Doping Danmark, Lone Hansen.

- I forhold til udmeldingen om fratagelse af medaljerne har der i første runde været fokus på bronzemedaljen, idet den positive prøve blev taget i relation til denne. Da Mads ved samme konkurrence derefter tog en guldmedalje, vil den ligeledes blive frataget ham – men dette skulle først præciseres på skrift i den endelige sanktionsudmelding, før dette blev officielt, siger Lone Hansen.

Mads Glæsner blev testet positiv for Levmetamfetamin på baggrund af en dopingprøve afgivet umiddelbart efter EM-finalen på 400 m fri den 14. december 2012 i Istanbul, hvor Mads Glæsner vandt bronze.

Levmetamfetamine er et stof, som kan virke stimulerende på centralnervesystemet. Stoffet findes eksempelvis i den amerikanske - men ikke den danske - udgave af Vicks-inhalatorer, som bruges mod forstoppelse i næsen. Mads Glæsner har forklaret Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, at der ved VM skete en forbytning af netop en amerikansk og en dansk Vicks-inhalator. De to produkter ligner fysisk hinanden. Den 24-årige svømmer, der altså erklærer sin uskyld i sagen, havde søndag ikke lyst til at uddybe, hvordan han kunne tage fejl af sin egen og en amerikansk inhalator.  - Jeg kan ikke udtale mig om sagen. Du må snakke med min advokat eller Dansk Svømmeunion. Jeg er på vej til at boarde et fly, så jeg kan ikke tale med dig. Du må have en god dag, siger Mads Glæsner, der derefter tog flyet til sit hjem i USA.

Dagens Gossip