Dopingdømt Vuelta-vinder får millionbeløb i erstatning

Skrevet af admin

30/01/2016

Mest læste i dag

Den tidligere Vuelta a Espana-vinder Roberto Heras er blevet tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner af den spanske stat i en gammel dopingsag.

Det skriver cyclingnews.com og flere andre internationale cykelmedier.

Den i dag 41-årige Heras blev i 2005 frataget den samlede sejr i det spanske etapeløb efter en positiv epo-prøve.

Vuelta-sejren blev i stedet tildelt russiske Denis Menchov, men i 2012 blev Heras atter indsat som den officielle vinder. Det skyldtes, at det senere viste sig, at reglerne ikke var blevet overholdt ved analysen af Heras' positive dopingprøve.

Nu er Heras ved en spansk ret blevet tildelt en kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Dopingdommen i 2005 betød, at Heras blev suspenderet og fyret fra cykelholdet Liberty Seguros.

Ifølge cyclingnews.com skriver flere spanske medier, at den nye dom sandsynligvis vil blive appelleret.

Heras vandt i løbet af karrieren Vueltaen fire gange i 2000, 2003, 2004 og 2005. Han kørte for Kelme, US Postal og Liberty Seguros.

/ritzau/