Dopingindrømmelser, intern ballade og latterliggørelse

Sådan en indrømmelse overrasker omtrent lige så meget, som når Messi scorer for Barcelona. Specielt fordi Stefan Schumacher faktisk blev testet positiv, men fortsat nægtede, at have dopet sig.

Set med danske øjne kommer historien nok engang til at handle om cykelholdet Christina Watches-Onfone. Kontinentalholdet, hvis hele eksistens bygger på en dopingsag. Nemlig Michael Rasmussens whereabout-sag fra 2007.

Frontmanden på cykelholdet er Claus Hembo. En forretningsmand fra Herning, som udover Christina Watches-Onfone, driver et urfirma sammen med sin kone Christina Hembo. Lige siden han og konen i 2010 tog handling og startede et cykelhold, fordi de følte Michael Rasmussen var blevet uretfærdigt behandlet, har de skabt overskrifter. Først for at føre sig frem med luftkasteller, siden for at ansatte dopingryttere, for dårligt arbejdsmiljø og nu for dopingindrømmelserne fra Michael Rasmussen og Stefan Schumacher.

Cykelkommentator Lars Werge, som har dækket cykelsport i mange år, har fulgt udviklingen af Christina Watches-Onfone siden begyndelsen i 2010, og han ser rigtig mange ord fra Claus Hembo, men ikke helt så meget handling og resultater.

- Hvis man skal sige det lidt polemisk, så er det også fedt, når DSB lover os tog til tiden, men det vi måler dem på, er de toge, der ikke kommer til tiden. Og på den måde kan man også sige, at når Claus Hembo siger, at de er de bedste på så mange planer, så nytter det ikke meget, hvis ikke de viser det i Post Danmark Rundt eller leverer resultater andre steder. Så ender det med bare at være ord, siger Lars Werge.

Sportsdirektøren Brian Holm kaldte Christina Watches-Onfone-profektet for en "jysk marketingsroulade". En beskrivelse, som har hængt ved holdet lige siden. Claus Hembo bringer selv beskrivelsen på banen, da Berlingske spørger til udviklingen af holdet.

- Da Bjarne Riis sagde nej til Michael Rasmussen, så sagde Christina, at så startede hun bare sit eget hold. Det kaldte Brian Holm for en jysk marketingsroulade, fordi han ikke troede på det. Men vi lavede vores eget hold, og beviste, at han som så mange gange før tog fejl.

Bag udtrykket jysk marketingsroulade - et udtryk, som Brian Holm gerne står ved i dag - ligger en kritik af familiens Hembos offensive udmeldinger i pressen.

Claus Hembo giver ikke meget for kritikken om, at han aktivt søger medierne for enhver pris. Det passer ikke, siger han.

- Hvis du mener, at jeg søger opmærksomheden, så er det helt forkert. Men hvis du mener, at vi tillader os, at gå til problemerne på en anden måde, end dem, der ellers opererer i branchen, så er jeg glad for, at du mener sådan. Men jeg søger ikke bare at komme i avisen, siger direktøren.

Claus Hembo svarer blot på de henvendelser han får, fordi han anser det som en del af sit job. Han omtaler holdet og sig selv som "idealistisk" og "banebrydende" i den nyfundne jagt på at være foregangsmænd i kampen mod doping. Ambitionerne for holdet er enorme, og troen på holdets evner er store. Han spørger, hvad han dog skulle fortryde, da Berlingske spørger, om han fortryder noget siden holdets begyndelse i 2010. Når ryttere og sportsdirektører har forladt holdet og kritiseret Hembo, har direktøren afvist alt.

Han forsætter ufortrødent.

- Min påstand er, at hvis de øvrige cykelhold kørte rent, så kunne vi fuldt ud køre med. Jeg siger ikke, at vi vinder Tour de France, men min påstand er, at vi kan køre med og mod hvem som helst - også i Tour de France, siger han.

Lars Werge bemærker, at Claus Hembo i hvert fald ikke lader til at være ked af at være en figur i pressen. Og så er Hembos opfattelse af sit hold ikke helt i sync med den opfattelse Werge tolker fra den cykelverden, han kender.

- Jeg lagde mærke til i den tyske omtale af Stefan Schumachers indrømmelse, at Christina Watches blev omtalt som et tredjedivisionshold, og det er nok en meget god beskrivelse. Jeg tror, de er større i deres egen bevidsthed, end de er i andres bevidsthed. Jeg tror ikke, at der er mange i udlandet, som ved hvem Christina Watches-Onfone er - udover, at det var der Michael Rasmussen kørte, og hvor Stefan Schumacher kører nu.

 

 

 

Dagens Gossip