Dortmund chokstarter og banker Zenit i CL

Skrevet af admin

25/02/2014

Mest læste i dag

Borussia Dortmund leverede en chokstart mod Zenit St. Petersborg, da tyskerne tirsdag vandt med 4-2 på udebane i Champions League.

Sejren betyder, at sidste års tabende finalister om tre uger har særdeles gode chancer for at booke en plads i kvartfinalerne.

Dortmund-træner Jürgen Klopp kunne straks fra start se sine spillere gå til angreb på et skidt russisk hjemmehold, der sejlede rundt i forsvaret. Det blev koldblodigt udnyttet af de tyske gæster.

Efter mindre end fem minutters spil var Klopps stjernebesatte mandskab foran med 2-0 efter en overrumplende start.

Først blev en fremadstormende Marco Reus væltet omkuld i Zenits straffesparkfelt, men bolden fortsatte hen til Henrikh Mkhitaryan, som nemt kunne sende bolden i nettet.

Kun et minut senere fik Marco Reus så lov til at øge til 2-0, da Kevin Grosskreutz med stort overblik spillede ham helt fri i feltet.

Zenit-spillerne fik efter pausen et par gode chancer for at spille sig tilbage i kampen, men begge gange svarede Dortmund igen.

Efter en lille time fik Oleg Shatov således reduceret til 1-2, og tilskuerne i råkolde St. Petersborg anede måske et uventet comeback.

Sådan gik det ikke, for få øjeblikke senere var Dortmunds tomålsføring genetableret efter et fornemt polsk samarbejde mellem Robert Lewandowski og Lukasz Piszczek. Lewandowski scorede målet til 3-1.

De russiske værter fik 20 minutter før slutfløjt foræret et straffespark, som sikkert blev eksekveret til 2-3 af brasilianske Hulk.

Endnu en gang blev håbene om et comeback slukket stort set med det samme, da Marco Reus kort efter førte bolden frem og lagde den af til Lewandowski, som bankede Dortmund på 4-2.

De to mandskaber står over for hinanden om tre uger i Dortmund, hvor tyskerne er storfavoritter til at sikre sig avancement til kvartfinalerne.

/ritzau/