Dortmund enig med belgisk stjerne

Borussia Dortmund arbejder hårdt på at få forstærket truppen til næste sæson. Nu skal de mange millioner, som finalepladsen i Champions League har udløst, sættes i arbejde.

Nogle af dem skal åbenbart bruges på det belgiske stortalent Kevin De Bruyne. Den 21-årige Chelsea-spiller har i denne sæson været udlejet til Werder Bremen, og her har han spillet 32 kampe og scoret 8 gange fra en position som offensiv midtbanespiller. Jürgen Klopp har været så glad for hans kvaliteter, at Dortmund-ledelsen ifølge bild.de nu har forhandlet de personlige vilkår med De Bruyne på plads.

Nu mangler Dortmund bare at blive enige om Chelsea om overgangssummen, så er det prominente klubskifte en realitet.

De Bruynes evner og position på den offensive midtbane gør, at Christian Eriksen kan få alvorlig konkurrence til en startplads, hvis Dortmund fortsat vil hente den danske landsholdsspiller. Han har selv bekræftet, at der er kontakt mellem hans agent og Dortmund, og ifølge bild.de er Eriksen stadig på listen over potentielle Dortmund-indkøb sammen med flere andre offensive fortstærkninger.

Således er både Portos colombianske angriber Jackson Martinez og brasilianske Bernard, der spiller i hjemlandet for Mineiro, med på listen over Dortmund-emner.

Dagens Gossip