Dortmund er klar til pokalbrag mod Bayern München

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Borussia Dortmund tog onsdag aften den sidste af pladserne i den tyske pokalfinale efter en stensikker 3-0-sejr på udebane over Hertha Berlin i semifinalen.

I finalen er der lagt op til en klassiker i tysk fodbold, da modstanderen bliver giganten Bayern München.

Dortmund lagde godt ud, og med en scoring efter 21 minutter var udgangspunktet for en finaleplads på plads.

Her var det Dortmunds Gonzalo Castro, der sparkede et flot langskud ind bag en forsvarsløs Hertha-målmand Rune Jarstein.

I anden halvleg fortsatte Dortmund de gode takter, og efter 75 minutter var det stjernen Marco Reus, der omsatte en hurtig omstilling til en 2-0-føring.

Og med syv minutter tilbage af kampen ville Henrikh Mkhitaryan også være en del af festen med den afsluttende scoring til 3-0. Igen var det en hurtig omstilling, der var anledning til scoringen til slutresultatet.

Den tyske pokalfinale spilles den 21. maj.

Tirsdag sikrede Bayern München sig den anden plads i pokalfinalen med en 2-0-sejr over Jannik Vestergaards Werder Bremen.

Her stod tyskeren Thomas Müller for begge kampens scoringer.

/ritzau/