Dortmund flåede Andreas Christensens Gladbach i stykker

Skrevet af admin

15/08/2015

Mest læste i dag

Andreas Christensen vil formentlig sent glemme sin debut i Bundesligaen, som samtidig også var hans første kamp i Borussia Mönchengladbachs midterforsvar.

Og det er bestemt ikke gode minder, som det danske fodboldtalent tog med sig fra Signal Iduna Park i Dortmund, hvor hjemmeholdet uddelte alvorlige øretæver til sidste års nummer tre.

4-0 stod der på måltavlen, da kampen var slut, og det var i virkeligheden nådigt sluppet for et Gladbach-hold, der foran 81.359 tilskuere fik en ordentlig rusketur af et usædvanligt veloplagt modstanderhold.

Allerede efter en god halv times spil stod der 3-0 i en kamp, hvor gæsterne var magtesløse over for et Dortmund-hold, der med hurtigt kombinationsspil og giftige bolde i dybden splittede Gladbachs bageste rækker ad gang på gang.

Først var det Marco Reus, der afsluttede efter en kombination med Shinji Kagawa.

Bagefter smuttede markeringen for Andreas Christensen, der aldrig nåede ordentligt op til hovedstødsduellen med Pierre-Emerick Aubameyang.

Endnu værre blev det dog, da gaboneseren kort efter slet og ret overspurtede Christensen i en kontra og serverede bolden for Henrik Mkhitaryan, som øgede til 3-0.

Så kunne Dortmund have trukket sig tilbage for at køre sejren hjem, men holdets nye træner Thomas Tuchel fortsatte med at opildne sine spillere, og presset på Gladbachs mål fortsatte i anden halvleg.

Her scorede Mkhitaryan endnu engang, og Dortmund havde chancer til flere mål, men Borussia Mönchengladbach slap altså for yderligere ydmygelser.

Med sejren lægger Dortmund sig på andenpladsen i ligaen lige efter Bayern München, der vandt 5-0 over Hamburger SV i sin første kamp.

Kan holdet fra Ruhr-distriktet fortsætte i samme stil, kan kampen om mesterskabet godt gå hen at blive langt mere interessant end sidste år, hvor et forfærdeligt efterår ødelagde alle Dortmund-drømme om en topplacering allerede inden jul.

/ritzau/