Dortmund fortsætter parløb i toppen med Bayern

Skrevet af admin

20/09/2015

Mest læste i dag

Borussia Dortmund gør i øjeblikket mesterholdet Bayern München rangen stridig i toppen af Bundesligaen.

Søndag vandt træner Thomas Tuchels mandskab på hjemmebane med 3-0 over Bayer Leverkusen.

Det var Ruhr-holdets femte sejr af fem mulige i den nye sæson, hvor Tuchel har afløst Jürgen Klopp.

Efter Dortmunds seneste mesterskab i 2012 har holdet med den enorme tilskueropbakning haft svært ved at følge Bayern, der de seneste tre år har sikret sig den tyske titel med stor afstand til rivalerne fra Nordrhein-Westfalen.

Meget tyder på, at gabet i denne sæson er minimeret efter en start, hvor begge klubber har maksimale 15 point efter fem spillerunder. Dortmund topper endda ligaen på en bedre målscore end mestrene.

Mod Bayer Leverkusen bragte Jonas Hofmann Dortmund foran med 1-0 efter små 20 minutters spil, da bolden blev sparket over en halv banelængde fremad banen.

Gæsternes målmand Bernd Leno kom stormende ud, men Leno fik ikke ramt bolden, der sprang videre. Hofmann stod klar og lagde den i mål.

Oplæggeren Shinji Kagawa scorede til 2-0 efter en lille time, inden topscorer Pierre-Emerick Aubameyang lidt senere slog sejren fast på et straffespark.

Bayer Leverkusen har ikke fået den bedste sæsonstart med blot seks point efter fem spillerunder.

/ritzau/