Dortmund jagter revanche i lørdagens Ruhr-derby

Skrevet af admin

25/10/2013

Mest læste i dag

Det var slemt nok, at Dortmund blev slået med hele 25 point af Bayern München i kampen om sidste sæsons bundesligatitel.

Men det blev bestemt ikke bedre af, at Westfalen-holdet i foråret samtidig blev besejret 2-1 af lokalrivalerne fra Schalke 04.

Derfor er der mere end tre point på spil lørdag, når Dortmund vender tilbage til Veltins Arena.

- Det lå som en skygge over os i sidste sæson, og det skal vi have rettet op på, lyder det ifølge AFP fra Dortmund-træner Jürgen Klopp inden Ruhr-derbyet.

Matchvinderen fra foråret, Klaas-Jan Huntelaar, er ude med en skade, men til gengæld er den tidligere Dortmund-spiller Kevin-Prince Boateng klar.

Han har tidligere omtalt Dortmund som sin yndlingsklub, men blev bedt om at trække det tilbage, da han skiftede til Schalke.

Også Schalke-spilleren Atsuto Uchida har erfaret, hvor alvorligt hadet mellem de to klubber er.

- Da jeg kom til Tyskland, fik jeg med det samme at vide, at jeg ikke måtte have noget på, der var gult. Og jeg skulle også helst undgå sorte fodboldstøvler. Så meget går de op i det, siger japaneren.

Dermed skulle der være lagt op til et brag af en fodboldkamp lørdag klokken 15.30.

/ritzau/AFP