Dortmund køber Barcelona-reserve som afløser for Hummels

Skrevet af admin

03/06/2016

Mest læste i dag

Den spanske landsholdsspiller Marc Bartra forlader FC Barcelona til fordel for den tyske fodboldklub Borussia Dortmund. Det bekræfter Barcelona på sin hjemmeside fredag aften.

Tyskerne har udnyttet en frikøbsklausul på forsvarsspilleren, som lød på otte millioner euro (60 millioner kroner) for at sikre sig en erstatning for Mats Hummels, som er skiftet til Bayern München.

Bartra, som er med i den spanske EM-trup ved sommerens slutrunde i Frankrig, har været en del af den spanske storklub, siden han var blot tolv år gammel.

Men det er meget sjældent, at Bartra har været en af stamspillerne på holdet. Bartra er mest blevet brugt som indskifter eller som reserve, hvis en af de faste spillere har været ukampdygtige.

Den 25-årige stopper har været med til at vinde det spanske mesterskab fem gange, Champions League to gange og den spanske pokalturnering to gange i løbet af sin tid i Barcelona.

- FC Barcelona ønsker Marc Bartra al godt i den nye fase af hans karriere som spiller, skriver den spanske klub på sin hjemmeside.

/ritzau/