Dortmund-manager om EL-exit: Det giver ikke mening

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Gennem næsten en hel kamp lignede Borussia Dortmund en sikker deltager i Europa Leagues semifinaler, da holdet pressede Liverpool i bund og var foran i den sidste kvartfinalekamp.

Men på nærmest mirakuløs vis lykkedes det Liverpool at vende kampen og sikre sig en 4-3-sejr i overtiden. Dortmund-træner Thomas Tuchel har svært ved at forstå, hvordan det kunne gå til.

- Jeg kan ikke forklare det. Jeg ville kunne forklare noget, der gav mening. Men det her giver ikke mening.

- Da Liverpool udlignede, var der en atmosfære, hvor alle bortset fra vores fans troede på, at nu skulle det være, siger han ifølge AFP.

Tuchel mener, at Liverpools tro på tingene blev afgørende for kampens udfald.

- Når du har en så stærk tro på, at det vil lykkes, så kan alting ske. Vi havde et mål, og vi opfyldte det ikke, siger han ifølge uefa.com.

Dortmund havde ellers kampen i sin hule hånd med føringer på både 2-0 og 3-1, men måtte se sig slået af tre Liverpool-scoringer i kampens afslutning.

/ritzau/