Dortmund satser på Kagawa-magi mod Arsenal

Borussia Dortmund mod Arsenal er tirsdagens sportslige brag i Champions League.

De tyske værter satser på, at holdets tilbagevendte japanske stjerne Shinji Kagawa kan sikre Dortmund en åbningssejr i gruppe D.

- Vi vidste allerede, at Shinji kan sparke lidt til en bold og skabe en speciel atmosfære. Han har fortsat en målnæse, siger Dortmund-træner Jürgen Klopp ifølge nyhedsbureauet AFP.

25-årige Kagawa vandt i 2011 og 2012 det tyske mesterskab med Dortmund, inden han skiftede til Manchester United. Men det blev til to skuffende år i Premier League-klubben, og i sommerens transfervindue hentede Dortmund Kagawa tilbage til Bundesligaen.

I lørdagens comeback skuffede midtbanespilleren ikke med en scoring i Dortmunds 3-1-hjemmesejr over Freiburg.

Midtbanekollega Sebastian Kehl er glad for at have den populære japaner tilbage.

- Shinji er meget god for os, virkelig god. Især i den nuværende situation, hvor truppen er ramt af mange skader. Han mangler lige det sidste for at være helt tilbage i form, men han kommer snart derhen, siger Kehl ifølge Reuters.

Kagawa selv er fortrøstningsfuld før Arsenal-kampen, som begynder tirsdag klokken 20.45.

- Der er meget kvalitet i truppen. Når vi spiller godt, er vi ekstremt svære at slå, siger Kagawa.

Anderlecht og Galatasaray er de øvrige hold i gruppen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV