Dortmund slår danskerklub - Wolfsburg-sejr uden Bendtner

Dortmund holder sig til i kampen om det tyske fodboldmesterskab, hvis storfavoritterne Bayern München skulle få gummiben i foråret.

Lørdag reducerede Dortmund afstanden mellem de to tophold til fem point, da Dortmund vandt 1-0 hjemme over Hannover 96 på et langskudsmål af Henrikh Mkhitaryan i anden halvleg.

Kort efter målet var Uffe Bech tæt på at komme til en stor mulighed for Hannover, men bolden blev akkurat prikket, før Bech fik sat en afslutning ind, og i stedet ramte danskeren bolden noget forkølet, inden den røg ud over baglinjen.

I det hele taget havde Uffe Bech og Hannover det svært mod Dortmund, som i store dele af opgøret havde bolden og spillede den kløgtigt rundt, mens Hannover måtte sætte sin lid til kontraangreb, men uden held.

Skadede Leon Andreasen var ikke med hos gæsterne.

Bayern München har mulighed for at udbygge føringen i toppen af Bundesligaen til otte point igen, når holdet søndag møder Augsburg på udebane.

Wolfsburg vandt for første gang i otte bundesligakampe, da holdet hjemme slog Ingolstadt 2-0. Kampen var uden Nicklas Bendtner, der end ikke var i kamptruppen, selv om han så sent som sidste weekend var i startopstillingen.

Ifølge det tyske fodboldmedier Kicker skyldes Bendtners degradering, at hans indstilling ikke har været tilstrækkelig.

Jannick Vestergaard spillede på den defensive midtbane for Werder Bremen, der spillede uafgjort 1-1 hjemme mod Hoffenheim efter to scoringer i kampens første kvarter.

I kampen om Champions League-pladserne i toppen af rækken tabte Hertha Berlin et skridt, da holdet blev besejret 0-2 af Stuttgart. I stedet hoppede Leverkusen op på tredjepladsen med en 2-1-sejr over Darmstadt.

/ritzau/

Dagens Gossip