Dortmund tabte i drama - Ilsøs klub rykkede ud på sidste spilledag

Skrevet af BNB

18/05/2013

Mest læste i dag

Robert Lewandowski bragte ellers som ventet hjemmeholdet foran i første halvleg, men i anden halvleg udviklede tingene sig vildt, da Hoffenheim scorede på to sene straffespark, som bosnieren Sehad Salihovic scorede på. Ved det sidste straffespark fik Borussia Dortmunds målmand, Roman Weidenfeller, oven i købet det røde kort, så Borussia Dortmund måtte slutte kampen med kun ti mand - og med midtbanespilleren Kevin Grosskreutz på mål!

Med sejren er Hoffenheim foreløbig reddet i Bundesligaen. Holdet slutter ikke næstsidst, men tredjesidst. Dermed skal holdet i kvalifikationskampe mod nummer tre i 2. Bundesliga, som er traditionsklubben FC Kaiserslautern.

I stedet bliver det Ken Ilsøs Fortuna Düsseldorf, som må gå den tunge gang i 2. Bundesliga. Holdet tabte 0-3 i Hannover på sidste spilledag, og sidste års oprykkere ryger dermed tilbage igen. Ken Ilsø spillede ikke kampen, da han er skadet.

Nedrykningen blev en realitet, da FC Augsburg vandt 3-1 hjemme over Greuther Fürth, der forlængst var rykket ned. Borussia Dortmunds modstander i Champions League-finalen, Bayern München, sluttede af med stil, da holdet vandt 4-3 ude over Borussia Mönchengladbach efter ellers at have været bagud med såvel 0-2 som 1-3.

Bayern München satte dermed Bundesliga-rekord med 91 point for 34 kampe. Det giver et gennemsnit på 2,67 point pr. kamp, og det er ny europæisk rekord. Real Madrid havde den gamle.

Bayer Leverkusen snupper den tredje Champions League-plads, og de sluttede af med en sejr på 1-0 ude over Frank Arnesens Hamburger SV. Målet blev scoret af Stefan Kiessling, som dermed blev Bundesliga-topscorer med 25 træffere.

Schalke 04 afgjorde med en sejr i Freiburg, at de kongeblå skal i Champions League-kvalifikation, da holdet vandt 2-1 i Freiburg. Sejrsmålet var et absurd selvmål af Freiburgs Immanuel Höhn.

SC Freiburg kommer dog i Europa League sammen med oprykkerne fra Eintracht Frankfurt, som sluttede af med 2-2 i Wolfsburg.

I de to sidste kampe vandt FC Nürnberg med 3-2 hjemme over Werder Bremen, mens kampen mellem VfB Stuttgart og Mainz 05 sluttede 2-2.