Dortmund-træner undskylder for rødt kort

Sjældent har man set Jürgen Klopp så oprørt og rasende som under Borussia Dortmunds kamp mod Napoli i Champions League.

Den altid engagerede, men dog sædvanligvis kontrollerede Dortmund-træner, tændte fuldstændig af med en aggressiv adfærd over for fjerdedommeren, da Napolis Gonzalo Higuain efter cirka en halv time headede hjemmeholdet foran 1-0.

Årsagen var, at Dortmund-spilleren Neven Subotic efter Klopps mening først for sent fik lov til at løbe ind på banen efter at have modtaget behandling.

Efter kampen, der endte 2-1 til Napoli, angrede Jürgen Klopp sin handling, der kostede ham en bortvisning fra trænerbænken.

- Det må jeg tage på mig. Det var helt dumt gjort, siger træneren ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg har undskyldt over for holdet. Det medførte unødvendig uro hos os, siger Jürgen Klopp, der i sidste sæson førte Dortmund frem til Champions League-finalen.

Træneren gav hånd til fjerdedommeren, allerede inden han satte sig op på tribunen efter bortvisningen.

Der venter dog uden nogen som helst tvivl et efterspil i sagen.

Det europæiske fodboldforbund (Uefa) ser næppe med milde øjne på trænerens adfærd.

I den anden kamp i gruppe F vandt Arsenal 2-1 ude over Marseille.

/ritzau/

Dagens Gossip